Hvor tegner vi grænsen for dataindsamling?
Verden i dag er meget anderledes end den var i 1960'erne, da dit privatliv var forholdsvis let at vedligeholde. Du kan ganske bogstaveligt talt leve uden at give din adresse til andre tredjeparter end din regering og din bank.
I dag lever vi i et datastyret samfund, hvor næsten alt om dig, herunder ting, som du måske ikke engang fortæller dine egne forældre, er et sted derude i en database med eller uden din viden. Problemet vi står over for lige nu er, at vi ikke har en klar linje trukket på, hvad "nok" data om et individ er. Og på den anden side har data mining sine anvendelser for alle.
Hvorfor virksomheder indsamler data
Dataindsamling er en praksis, som virksomheder har brugt siden, før de nogensinde kunne gemme deres medier digitalt. Katalogisering af data om dine kunder i en CRM- eller Enterprise Resource Planning-platform (ERP) hjælper dig med at forstå dem bedre og forstår derfor, hvad de har brug for. Som et firma ved mere om dig, kan det tilbyde dig ting, der er mere relevante for din særlige livsstil, dine lidenskaber og dine hobbyer. Det lyder måske lidt uhyggeligt, men erhvervslivet har gjort dette siden længe før vi har haft computere. Det er en af de mange måder, hvorpå de konkurrerer om din dollar.
På dagens marked giver internettet muligheder for virksomheder som Facebook til at indsamle data om dig for at gøre sin annoncering mere relevant. Problemet med dette er selvfølgelig, at folk er bange for at deres data ender i hænderne på dem, der rent faktisk kunne få dem til skade. I en meget ekspansiv mængde sager har regeringen en interesse i at få adgang til de data, som forskellige virksomheder har. Det amerikanske nationale sikkerhedsagentur (NSA) er gentagne gange blevet fanget indsamle data om udenlandske borgere og amerikanere (som det er tilfældet med lækkede oplysninger fra PRISM).
Sikkerhedsrisici ved dataindsamling
Der er mange andre trusler mod integriteten af dit privatliv, der ikke har noget at gøre med regeringerne. Mennesker, offentlige enheder og private virksomheder er notorisk dårlige at holde styr på deres data og sikre det. Case in point: både IRS og en større sundhedsforsikring udbyder blev hacket i 2015, hvilket giver hackerne en betydelig mængde private data fra 78 millioner mennesker. Dataindsamling kan gå galt, når de, der indsamler dine data, bliver kompromitteret, og de givne oplysninger går i hænderne på dem, der ville prøve at drage fordel af det.
Hvad skal man gøre
Under hensyntagen til den kendsgerning, at en af de største risici for personer, der benytter både den offentlige og den private sektor, er muligheden for et brud på data, og det faktum at databrud har steget konsekvent både i frekvens og intensitet, ville nu vær en god tid til at begynde at presse de virksomheder, vi bruger til enten at katalogisere mindre af vores data eller i det mindste forbedre deres sikkerhedspraksis. Hvad angår resten af os, der er faste brugere af onlinetjenester, bør vi uddanne os og være så forsigtige som muligt med de data, vi leverer til enhver enhed på internettet. Jo mindre du deler, jo sikrere er du fra hackere.
Hvad synes du? Har du flere råd? Del det med os i en kommentar!